Pressemeddelelse

Pressemeddelelse Jomfruhummerfestival på Læsø 2018

 

Så er programmet for Læsø Jomfruhummer jubilæumsfestival fastlagt. Festivalen afholdes for 15. gang og betegnes som ”Danmarks hyggeligste madfestival”.

Festivalen er som tidligere år planlagt med en kokkekonkurrence om ”Den gyldne Jomfruhummerklo” med 5 skarpe kokkedeltagere. Daniel Kruse fra Restaurant Molen i Gudhjem. Han er tidligere vinder af ”Sol over Gudhjem” kokkekonkurrence og Årets Chokoladekonkurrence i 2018.

De to lokale kokke med Christoffer Møbjerg Kristensen fra Badehotel Strandgaarden på Læsø, der var udtaget til konkurrencen om at blive årets kok i 2018 og Kamilla H Kristensen fra den nye Læsø restaurant VesterØl. Kamilla er barnefødt på Læsø og tager sin helt egen fanskare med. Fra Henne Kirkeby Kro og sendt af den tidligere to gange vinder Paul Cunningham, kommer kokken Nicky Arentsen og fra København og USA kommer kokken Jamie Lee fra restaurant Fiskebaren i Kødbyen.  

Et spændende felt, der skal præsentere deres retter for dommerpanelet med overdommer Per Mandrup fra Madens Univers, madanmelder og kogebogsforfatter Helle Brønnum Carlsen, kokken Jan Hurtigkarl fra restaurant Mielcke og Hurtigkarl og ny på Læsø, indehaver af Madhjernen og madanmelder i Jyllands Posten Anders Halskov-Jensen.

Igen i 2018 står Jes Dorph-Petersen på scenen sammen med lokale Leif Ladefoged og Louise Brønnum Carlsen ved kokkebordet, de vil lede slagets gang og løbende kommentere kokkene og deres retter og høre dommernes bemærkninger til maden. Jomfruhummeren og de lokale Læsø råvarer, som Læsø Salt, kantareller, Læsø Tang, honning fra de brune bier mv. vil være i højsæde.

Der vil være tre musikalske indslag ledet fra scenen af Torben Eskildsen fra Team Singing akkompagneret af pianist Cristian Dalberg. Den første sang med Læsøs Saltsyder Poul Christensen der vil lære festivaldeltagerne, at pille jomfruhummere med EnoFlier´s sang ”Hummerpilleri”, senere får publikum og dommerne lov til at synge ”Jomfruhummer – Jomfruhummer” og sidst under dommernes votering vil Torben Eskildsens nye ”Jomfruhummer jubilæumssang” blive præsenteret og afsunget.

Fra scenen vil det også blive fejret, at festivalen i år har fået Det Danske Gastronomiske Akademi´s Æresdiplom for værdifuld indsats indenfor dansk gastronomi.

Igen i år vil pladsen være fyldt med boder fra de lokale restauranter Badehotel Strandgaarden, Hotel Lærkely, Læsø Spisehus, Hummerens Hus, samt festivalens egen boder med Humdogs, Hummertapas og kogte hummere med salat mv. Der vil være boder med Læsø Is, Læsø Tang, informationsbod fra Østerby Servicecenter og festivalens egne vin, øl, kaffe og vekselboder.

I lighed med tidligere år vil det være muligt, at kommen ind og se Læsø Fiskeindustris produktionslokaler og komme ombord i en Jomfruhummertrawler, ligesom museumskutteren Ellen vil sejle ud med gæster.

En skøn dag venter. De fleste af øens senge er allerede reserveret, men der er plads til flere telte på campingpladserne og festivalen kan fint ses på en 1-dags tur med afgang kl. 07.50 fra Frederikshavn og gratis bus fra Vesterø til Østerby og retur efter behov. Der sejles 7 dobbelt færgeture på dagen.

Program for Læsø Jomfruhummerfestrival, lørdag den 4. august 2018

Kl. 10.00           Festivalpladsen og boderne åbner

Kl. 10.15           Konferencier Jes Dorph-Petersen og Leif Ladefoged åbner mikrofonerne     

                         og vil dagen igennem kommentere begivenhederne.

Kl. 10.30           Åbningstale

Kl. 11.00  -        Kokke konkurrencen sættes i gang

     14.30           Christoffer Møbjerg Kristensen, Badehotel Strandgaarden, Læsø

                         Nicky Arentsen, Henne Kirkeby Kro, Henne

                         Jamie Lee, Restaurant Fiskebaren, København

                         Kamilla H. Kristensen, Restaurant VesterØl, Læsø

                         Daniel Kruse, Restaurant Molen, Gudhjem

Kl. 11.00           Dommerne præsenteres

                         Overdommer Per Mandrup, Smagens Univers

                         Forfatter og madanmelder Helle Brønnum Carlsen

                         Kok Jan Hurtigkarl, Mielcke og Hurtigkarl

                         Madanmelder Anders Halskov-Jensen 

Kl. 11.15          Sangen ”Hummerpilleri” ved Torben Eskildsen, Teamsinging og saltsyder

                        Poul Kristensen, akkompagneret af Christian Dalberg

Kl. 11.30          Æresdiplom fra Det Danske Gastronomiske Akademi.

Kl. 11.45          Rundvisning på Læsø Fiskeindustri A/S. Billetter kr. 50,-

Kl. 13.00         Vi synger ”Jomfruhummer – Jomfruhummer” ved Torben Eskildsen og

                       Christian Dalberg og festpladsen.

Kl. 13.15         Rundvisning på Læsø Fiskeindustri A/S. Billetter kr. 50,-

Kl. 14.45         ”Jubilæumssang” ved Torben Eskildsen og Christian Dalberg – alle synger

                        Med, mens dommerne voterer.

Kl. 15.00         Valget af vinderen motiveres af dommerpanelet og ”Den gyldne

                       Jomfruhummerklo” overrækkes til vinderen.

På festivalpladsen vil bl.a. være: Badehotel Strandgaarden, Hotel Lærkely, Læsø Spisehus, Hummerens Hus ved The Balcony, Læsø Tang, Læsø Is, Østerby Service Center og Festivalens Tapasbod, Hum-Dogs Bod, Hummerbod, Veksel-, Øl-, Vin- og Kaffeboder.

Jomfruhummerkutter ligger ved kajkanten og er åben for syn og informationer om fiskeriet ved Læsø

Opdatering af program og yderligere info vil løbende ske på www.jomfruhummerfestival.dk og på FB – Læsø Jomfruhummerfestival, ligesom alle er velkomne til at kontakte Jess Jessen-Klixbüll på 40420505 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for yderligere info eller oplysninger.