Jomfruhummerfestivalen i tilbageblik
- arkiv fra 2004 - 2022
Tag en tur 'down memory lane' i Jomfruhummerfestivalens arkiv
og mød nogle af dansk gastronomis allerstærkeste navne.
2021
Endnu et år i coronaens skygge, hvor festivalen var begrænset på publikum-siden, og hvor vejret for en enkelt gangs skyld ikke var med os...
Men dem, der kom, hyggede sig, og niveauet på tallerknerne var som altid tårnhøjt.
Norske Linn Mosby tillod sig at tage turen fra Oslo og fik fortjent Den gyldne Jomfruhummerklo med retur.
2017
Lørdag den 5. august blev den 14. jomfruhummerfestival afviklet i høj sol på Læsø. Konkurrencen er ikke bare landets ældste af slagsen, men betegnes af både kokke, dommere og de besøgende som Danmarks hyggeligste. Den hårde konkurrence de fem stjernekokke imellem til trods. De besøgende var et dejligt mix mellem læsøboere og tilrejsende, der søger de lokale Læsø råvarer og den inspiration de fem stjernekokke viser.
Ved tildelingen af den Gyldne Jomfruhummerklo til Mikkel Karstad talte Helle Brønnum Carlsen på vegne af de 4 dommere og sagde bl.a.
- Tak for mad, havde I præsteret de samme retter, som vi har nydt i dag for 10 år siden, havde I alle vundet. Det er ypperlig kogekunst, dyb respekt for Læsø og ikke mindst jomfruhummeren.
Og til vinderen af den gyldne jomfruhummerklo 2017 – Mikkel Karstad, sagde Helle Brønnum Carlsen
- Du har taget os med på en skovtur, hvor madpakken hensætter os til en tur gennem Nordmarken, hvor den ene herlige lokale råvare efter den anden møder vores sanser i både duft, smag og udseende. Du giver os i en og samme oplevelse Læsøs fortælling – i en enkel og velsmagende form. Og det der er så karakteristisk for Læsø, nemlig at den enkelte råvare kan stå selv og nydes i sig selv. Enkelt og som man siger på Læsø – hemmeligheden er, at der ingen hemmelighed er.
Overdommer Per Mandrup havde vanskelig ved at skjule sin begejstring:
- Det er en stor glæde at opleve, hvor I formidler Læsøs DNA helt ud igennem tallerkenen, og det meget høje niveau og ikke mindst forskellighed, vi i dag har været vidne til. Og samtidig afspejler I det høje gastronomiske niveau med lokale råvarer, som har gjort Danmark verdenskendt.
2016
Som assisterende køkkenchef på Søllerød Kro har Simon Thrane nok at se til, men den 28-årige kok har alligevel siden foråret brugt op mod 100 timer af sin fritid på at forberede sig på kokkekonkurrencen under Læsø Jomfruhummerfestival.
I lørdags skulle slaget så stå, og Simon Thrane kunne ikke have ønsket sig et bedre resultat. Dommerpanelet valgte nemlig hans ret som årets vinder.
Retten var udviklet ud fra idéen om “En skovtur på Læsø” og bestod af grillet jomfruhummer med jomfruhummertatar, grov mayo af jomfruhummerhjerne, snaps og stikkelbær.
“Det er altid dejligt at vinde noget, når man har brugt lidt tid på at forberede sig. Det er lidt som en sportsgren for os kokke, når vi stiller op til en konkurrence. Der går utrolig mange timer med at træne på det,” siger Simon Thrane til Foodium.
“Det er jo ikke første gang, du smager noget, at du tænker, det er præcis sådan, det skal være. Hvis man gør det, er man for uselvkritisk. Så det er altid en kæmpe forløsning for en, når man får skulderklappet og får at vide, at det, du præsterede på dagen, var det bedste.”
De andre deltagere i konkurrencen var Karlos Ponte fra Taller i København, Rasmus Kofoed Sørensen fra Radisson Blu Scandinavia i København, Mads Mørkeberg fra Restaurant Hummer i København og Lars Larsen fra Læsøs egen Strandgaarden Badehotel.
2015
Girlpower, drama, nytænkning og flirten – opskriften, som sikrede den gyldne jomfruhummer klo på Læsø
I skarp konkurrence med fire meget kompetente unge kokke af herrer, løb Mathilde Blixt, tidligere restaurant 1. t.h. med den eftertragtede Gyldne Jomfruhummerklo lørdag eftermiddag, den 1. august 2015.
Overdommer Per Mandrup, Agroteck i Århus, der har været med i samtlige tolv år konkurrencen har fundet sted, fortalte forud for uddelingen af årets pris: "Det har været 5 præstationer, som er gået i hver sin retning, og vi har smagt noget som er vildskab, som pirrer alle sanser, og kreationer, som man ikke får lov at nyde på en restaurant – så det i sig selv har været en fantastisk oplevelse."
Og forsætter:
"Mathildes ret var nyskabende, og især er det nyt, at vi nu ser rosen som element på bordet"
Rasmus Palsgaard fra GASTRO tilføjede
"Æblet faldt ikke langt fra stammen – Mathilde har givet hentet inspiration fra sin tidligere arbejdsgiver Mette Sia Martinussen 1. t.h. og Madeleines Madteater – retten var et mørkt drama med tunge skyer og en jordbundenhed – en femme fatale – en flirten med dommerne."
Mathildes ret indeholdt foruden den obligatoriske ingrediens jomfruhummere: Rødbeder, hybenroser og kirsebær, tatar på oksekød og jomfruhummere serveret i en smuk rød rose.
Mathilde Blixt har fået en god start på den prøveansættelse som køkkenchef, der venter hende i den kommende uge på en indtil videre hemmeligholdt stjernerestaurant i København
Børsen Kokketalent konkurrence vandt Mathilde Blixt i øvrigt med en ret med jomfruhummere fra Læsø – så hun kender Læsøs Guld. Medinitiativtageren til Børsens Kokketalentkonkurrence var i øvrigt Ole Troelsø, som i år var én af de fire dommere på Læsø Jomfruhummerfetival.
I år blev Læsø Jomfruhummerfestival besøgt af flere gæster end nogensinde – og på den måde bliver festivallen større og større år for år. I år var der cirka 5.000 gæster.
2014
Vinderen 2014, Brian Mark Hansen
Vinderkokken kaldte sin ret: Hummer, svampe og svin”. Det omdøbte dommer Helle Brønnum Carlsen til: ”Underspillet gris”. Den bestod af jomfruhummerhaler smagt til med syre, der lige havde kysset en glohed pande, serveret på en bund af kantarel og Carl Johan svampe (netop fundet af kokken på Læsø) toppet med en sprød og papirtynd bølge af flæskesvær: Dertil serverede Brian Mark Hansen en lille dåse med jomfruhummer gelé og kiks
2012
Jomfruhummerfestivalen 2012 blev en triumf for den amerikanske mesterkok Adrien Norwood, der vandt udmærkelsen ”Den gyldne Jomfruhummerklo”.
Dermed kunne den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton, der tilbragte weekenden på Læsø og åbnede festivalen lørdag formiddag, overrække trofæet til sin landsmand.
Adrien Norwood besejrede fire danske kolleger i samme kokkeklasse, nemlig Morten Falk fra Restaurant Nimb Louise i København, Michael ”Miv” Pedersen fra Restaurant Villa Vest i Lønstrup, Rungtiwa Chummongkhon fra Brasserie Ferdinand i Aarhus og Boris Buono, der netop har forladt Krogs Fiskerestaurant i København.
Norwood har de seneste seks måneder begejstret gæsterne i Restaurant Geranium i København. Han overbeviste også hummerfestivalens forvænte dommerpanel med en suveræn smagsoplevelse, han kalder ”fra skov til strand”.
Den 29 årige amerikaner gav jomfruhummeren følgeskab af kantareller, havtorn, venus-muslinger marineret med sydesalt, salturt og strandkål i et skumbad med saft fra muslingerne.
”Jeg har rejst rundt i Europa, men valgte at blive i Danmark, fordi det danske køkken er i en utrolig spænende udvikling”, lyder det fra Adrien Norwood, der har tilbragt i alt halvandet år her til lands.
Udover smagen giver dommerne point for selve kompositionen, anretningen og det visuelle indtryk. Overdommer Per Mandrup erkendte, at det havde været et vanskeligt valg blandt fem fremragende kokke og fem vidt forskellige mad oplevelser på meget højt niveau.
Vinderen 2012: Adrian Norwood
Det var dog et enigt dommerpanel, der tildelte Adrien Norwood udmærkelsen for den bedste jomfruhummer ret.
”Det er den ret, der smager mest af Læsø og alt det, Læsø står for”, forklarer kok og sommelier Keld Johnson, der medvirkede i dommerpanelet sammen med Helle Brønnum Carlsen, Erwin Lauterbach og Per Mandrup.
Mens kokkene dystede, omgivet af en mur af interesserede tilskuere, nød et par tusinde besøgende hummer og fiskespecialiteter på festivalpladsen, hvor Food College Aalborg, Zonen for madkultur, øens restauranter og festivalens egen bod diskede op med alt, hvad hjertet kunne begære af lækkerier.
Samtidig vajede Stars and Stripes sammen med Dannebrog over Læsø Kommune.